Fagudtryk – Leksikon over de mest brugte fagudtryk!

Som mange andre fagområder har vi også i den grafiske branche vore specielle fagudtryk. Vi har samlet en række af de mest anvendte i et leksikon. Det handler jo om at kunne forstå hinanden!

Afvaskning
Afrensning af trykmaskinen for trykfarve.

Anlægskanter
Der monteres to kanter på et trykark, der skal sikre korrekt indtagning og gennemløb i trykmaskinen. Et ukorrekt gennemløb giver sløret tryk. Se evt. under Moiré.

Ark
Et ark er en betegnelse for et falset trykkeark.

Arksignatur
En bog eller blad består ofte af flere sammenfalsede trykark. For at sikre at disse bliver i den rigtige rækkefølge påføres en arksignatur, fx et tal til kontrol af rækkefølgen.

Baud
Udtales bo. Mål for den hastighed data kan transporteres via modem over telefonnettet. Baud er lig 1 bit/sek.

Bestrøget papir
Denne typer papir er påført et tyndt lag kridt under produktionen, hvilket giver en meget jævn overflade og dermed pænere tryk.

Billedtekst
Beskrivende tekst sat ved siden af et billede, ofte sat med kursiv i en mindre punktstørrelse end brødteksten.

Bit
Den mindste enhed i en computer. Værdien af en bit kan være 0 eller 1.

Blåkopi
Bruges til den sidste korrektur af en tryksagsmontage. De færdige film belyses og ved fremkaldelse fremkommer hvide streger og bogstaver på blå bund.

Bogstavspatiering
Afstanden mellem bogstaverne.

Bold
Betegnelse for en skrift sat med fed.

Brødtekst
Betegnelse for den gennemgående tekst i en tryksag. Størrelsen er normalt fra 8 til 12 punkt.

Byte
Der bruges 8 bit til en byte. En byte kan indeholde værdier mellem 0 og 255 hvilket giver 256 kombinationsmuligheder. Hvert tegn i computeren fylder en byte.

CD-ROM
Forkortelse for Compact Disc Read Only Memory. Lagermedie med en kapacitet på 650 mb.

Cicero
Typografisk måleenhed bestående af 12 punkter = 4.51 mm. Forkortet cic. eller c.

CMYK
Betegnelse for de fire trykfarver Cyan, Magenta, Yellow og blacK.

Condensering
Smalning af bogstaver og bogstavafstande.

Cromalin
Bruges i forbindelse med farvekorrektur, altså et filmprøvetryk.

Density
Sværtning eller graden af sorthed på en film.

Digitalisere
At omdanne billeder eller tekst til en elektronisk form. Disse kan herefter viderebearbejdes på en computer.

DTP
Forkortelsen for DeskTop Publishing. Bruges ved layout af tryksager på en computer.

DPI
Forkortelse for Dots Per Inch. Angiver opløsningen på en laserprinter eller fotosætter. DPI kan ofte forveksles med PPI (Points Per Inch) der bruges til at angive opløsningen på et indscannet billede.

Dummy
Betegnelsen bruges ofte for en prototype af en planlagt tryksag i korrekt format, papirkvalitet og indbinding. Da tryksagen endnu ikke er færdig, er de fleste sider blanke endnu.

Duotone
Et tofarvet billede. Der fremstilles to film for henholdsvis mørkere og lysere toner. Sammentrykket giver en fin fotografisk effekt. Bruges ofte i tofarvede tryksager, hvor billeder og illustrationer ikke skal syne grå og kedelige.

EPS
Betegnelse for Encapsulated PostScript. Filformat bruges til fx logo / illustrationer ofte fra programmet Illustrator eller Freehand.

Faksimile
En nøjagtig reproduktion eller kopi.

Fals
Den bukkelige del af et bogbind. Furen mellem bindets faste side og ryggen.

Farvekorrektion
Justering af farveværdier ved reproduktion.

Flap
Den ombukkede kant på et smudsomslag, som foldes ind over bogbindets forkanter.

Floder
Hvide streger ned over en trykt side, når ordmellemrum i flere linier efter hinanden kommer til at støde sammen.

Formering
Når omslag eller bogbind er lidt større end bogblokken.

Fotostat
Fotografisk kopi af bøger, tegninger etc. i stort format.

Fransk horeunge
Indrykningslinie, der står alene nederst på en side.

Frontispice
Titelbillede - en illustration på den modstående side til titelbladet i en bog.

Geviert
Typografisk mål. Angiver et kvadrat af en skriftgrad. Samme som EM-space. 1 gevierts indrykning for 10 punkts skrift er lig med 10 punkt.

Gigabyte (gb)
1 gigabyte er lig med 1024 megabyte (i daglig tale siger man 1000 megabyte)

Glittet
Ved fremstilling af papir kan dette glittes. Det sker ved friktion under tryk og giver papiret en glat overflade.

Grundlinie
En imaginær linie, hvorpå foden af versalerne står.

Horeunge
Udgangslinien står alene øverst på en side.

Indretning
Klargøring og indstilling af trykmaskinen inden selve trykningen påbegyndes.

ISBN
International Standard Book Number. 10-cifret tal, der oplyser om en bogs oprindelsesland, forlag etc.

ISDN
Integrated Services Digital Network. Digitalt telefonnet til transmision af data. Hver kanal har 64 kilobit hvilket svarer til 64.000 baud.

Kilobyte (kb)
1 kilobyte er lig med 1024 bytes hvilket svarer til 1024 tegn.

Kliché
Raster- eller stregillustration ætset i en zink- eller fotopolymerplade. Anvendes som trykform ved højtryk.

Knibning
Formindskelse af afstanden mellem bogstaver.

Kolofon
Kort oplysning om publikationens tekniske produktion, forlag, ISBN-nr, oplag etc.

Kolumne
En trykt spalte uden de omgivende margener.

Lix
Læsbarhedsindeks - metode til bedømmelse af en given teksts læselige sværhedsgrad.

Megabyte (mb)
1 megabyte er lig med 1024 kilobyte.

Modem
Elektronisk komponent, der konverterer digitale signaler til analoge tonesignaler og omvendt. Muliggør transmission af data over telefonnettet.

Moiré
Uønsket spøgelseseffekt som forekommer ved at lægge flere film, hvis rastervinkel ikke er korrekt, oven på hinanden.

OCR
Optical Character Recognition. Anvendes ved indscanning af tekst, der herefter konverteres, så denne kan redigeres.

Ombrydning
Tekst, der oprindelig er sat i lange, ubrudte spalter, ombrydes til færdige bogsider.

Omslåning
Når den ene side af et ark er trykt, vendes det fra ende til ende med samme anlægskant som før, inden den anden side trykkes.

Paginering
Nummerering af sider.

Pasning
Det forhold ved flerfarvetryk, at den ene farve passer nøjagtigt ind til eller oven på den anden. 

PostScript
Adobes sidebeskrivelsessporg, der beskriver hvad og hvor elementer skal placeres på siden, hvilke skrifter der bruges etc.

Punkt
Betegnelse for målenhed. 1 punkt svarer til 0,375 mm. Punkt forkortes pkt eller bare p.

Punkt
Betegnelse for målenhed. 1 punkt svarer til 0,375 mm. Punkt forkortes pkt eller bare p.

Skydning
Linieafstand.

Skøn- og videretryk
Trykning på for- og bagsiden af papirarket i samme trykkegang.

Smudsomslag
Det trykte papiromslag, der lægges uden om en bogs bind med flapperne bøjet ind omkring bogbindets forkanter.

Staffage
Farve, der ikke farvesepareres. Fx en specialfarve, der ikke kan opnås ved 4-farve tryk.

TIFF
Billedformat. Anvendes ofte til indscannede fotos.

Udkast
Skitse, der viser hovedtrækkene i et foreslået design.

Vignet
Lille illustration uden indramning.

X-højde

Højden af en skrift minus opstreger og nedstreger. Fx et x.

Ring eller skriv

Vil du gerne kontaktes af en af
vores medarbejdere, på e-mail
eller telefon?

 Gå til kontaktsiden

PrinfoDjurs A/S

Godkendt SKI leverandør indenfor: PR - og kommunikation, reklamebureau ydelser, visuel kommunikation og design, websites og elektronisk publicering, tryk og efterbehandling, kopi, print og storformatIndustrivej 18, 8963 Auning

Tlf. 86 48 36 33 | Fax 86 48 34 08
E-mail: info@prinfodjurs.dk

 Se kort    Medarbejdere

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag tilbud, information og nyheder via e-mail.

Dit navn:
E-mail:
Web af BaseShop